De er der, på scenen, de fleste af de unge, forældre og professionelle, som vi UU-vejledere (Ungdommens Uddannelsesvejledning) kender fra det daglige arbejde. Og at de unge også kender dem, det fremgik tydeligt af kommentarer, underfundige smil og højlydte grin fra de unge publikummer, da der var testopførelse af Forumteatret Prismes nyeste forestilling ”Hvad kan jeg blive?”, der i de kommende måneder, og igen til efteråret, turnerer i landet.
Forestillingen er blevet til på baggrund af dialog med elever på folkeskoler, efterskoler og produktionsskoler, og snarere end ”Hvad kan jeg blive?” kredses der, i hvert fald i denne testvisning, om spørgsmålet ”Hvem vil jeg være?”
Vi møder den pæne pige Katrine, som godt nok har en musikerdrøm, men alligevel vælger den sikre vej. Opildnet af sin far, der står på stolen og råber ”CBS – CBS” på en melodi a la ”FCK”, da datteren er optaget på (fars) drømmestudium. Vi møder den usikre Casey, der i et uendeligt univers af valg (”vil du have tomater i skiver, i både eller i tern”) ikke rigtigt kan få forældrene i tale om de valg, der virkelig betyder noget. Og så møder vi Mark, der med tatoveringer og aggressiv attitude og på sit tredje grundforløb gør alt for at leve op til de fordomme, han inderligt foragter sine omgivelser for at have. Ikke mindst læreren Metal-Lone, hvis pædagogiske kompetencer kan ligge på et sømhoved.
Vi møder også vejlederen, der lige skal tage en telefon og i øvrigt er på vej til møde, men i et desperat forsøg på nærvær får bedt den unge om at ”tænke lidt over det og komme tilbage om en uges tid”. En scene, der vist desværre også vakte nogen genkendelse blandt salens unge publikummer.
Det særlige ved forumteater er, at publikum inddrages og er med til at forme forestillingen undervejs. Succesen afhænger i høj grad af, om publikum er med på legen, og det er bestemt ikke nogen barneleg, Prisme inviterer os til at være med i.
Vi begynder med at blive ledt ind fire og fire. I rummet er opstillet en ”livsbane”. Vi instrueres i en form for spil, hvor vi i korte intervaller skal slå med terninger, tage stilling til dilemmaer, der passer til forskellige aldre, og lave fantasiøvelser, alt sammen for at samle point. De fleste ser ud til at finde det relativt grænseoverskridende, grænsende til mærkeligt. To af de unge vælger slet ikke at deltage. Men isen brydes, der bliver grinet lidt, og vi kommer rundt i livets spørgsmål fra fødsel til død på rekordtid.
Efter denne indledning virker alt, hvad der følger, mindre grænseoverskridende, og det er måske en pointe fra instruktør Birthe Blåbjerg Jakobsens side. Ikke desto mindre forekommer denne indledende øvelse noget uforløst, i hvert fald i et publikum der ikke er meget trygge ved hinanden fra start.
Det er dog hurtigt glemt, da stykkets anden del går i gang. De tre hovedpersoner, Katrine, Casey og Mark, folder sig ud med hele galleriet af forældre, kammerater, lærere og vejledere. Det er både velkendt og overraskende, alvorligt og sjovt. Og ikke mindst imponerende, hvordan de forskellige karakterer tegnes skarpt op af de meget dygtige skuespillere. Indimellem er der afsat tid til summen med sidemanden om de forskellige konflikter, der spilles ud til os fra scenen.
I forestillingens tredje og sidste del kommer publikum for alvor på banen, da vi inviteres til at overtage scenen fra en af hovedpersonerne, Mark, Casey eller Katrine. Det er hele forumteatrets ide: Bygget på teorien om, at man ikke kan lave om på problemet eller personerne i konflikten, men kun på den måde, man tackler det på.
Instruktør og spilleder Birthe Blåbjerg Jakobsen kommer nu for alvor på arbejde. Det er ikke helt ligetil at omsætte de tanker og ideer, man selv sidder med, til den konkrete handling at rejse sig fra stolen, overtage skuespillerens plads foran kammeraterne og forsøge at give karakteren nye måder at agere på. Det kræver lirken og god tid at få dagens tilstedeværende unge i gang. En tid, som Birhte Blåbjerg Jakobsen med en imponerende ro giver både de unge og sig selv for at komme videre i handlingen på en hensigtsmæssig måde.
Spørgsmålene, der stilles, kunne meget vel være stillet i en samtale på vejlederkontoret. Men det gør noget andet, at spørgsmål og mulige svar udfolder sig fysisk lige foran næsen på os. Argumenter for og imod de mange valg kastes i en anden seance op til skuespillerne, der giver dem krop og sjæl. Skal man vælge fornuftigt eller følge sin drøm? Hvad nu hvis man vælger forkert? Hvordan får man sine forældre til at lytte? Hvordan løser man en konflikt med den lærer, man har ”fucking lyst til at slå” …?
Spørgsmålene er mange, og svarene gives naturligvis lige så lidt af Prisme som af vejlederne rundtomkring på landets vejlederkontorer. Men de bliver stillet, og de bliver delt i en form, der taler til de unge, som tvinges til at dele tanker og erfaringer med hinanden undervejs. Det er kollektiv vejledning for fuldt blæs.
Prisme hævder i sit salgsmateriale at kunne overflødiggøre vejledningen. En påstand, der næppe er alvorligt ment. Det er det til gengæld, at forestillingen er en gave til både vejledning og ”uddannelse og job” udeomkring på skolerne, hvor tidens unge lader til at tage den politiske dagsorden om rigtige, hurtige og effektive valgprocesser på sig.
Forestillingen tilbyder et tiltrængt rum for tvivl, eftertænksomhed og fællesskab hos de unge – og dem hilser vi vejledere velkommen.
