En forumteater forestilling om danskernes berøringsangst i det offentlige rum sat på spidsen!
Forestillingen er et lynkursus i aktivt medborgerskab, og en unik chance for at skabe dialog om vores fællesrum i byen på en måde du aldrig har oplevet før.
Skal der bruges en humoristisk ramme til at samle beboerne i området og skabe konstruktiv debat om skrald, racisme, vold, kø-kultur eller kammertonen i det offentlige rum – så er Dit rum, Mit rum, Vores rum et pletskud.
Forestillingen er skabt i samarbejde med 32 samarbejdspartnere og 15 sponsorere i København og turnerede i 2013 – 14 på 10 forskellige pladser i Københavns byrum.
Forestillingen egner sig til både bøn, unge og voksne – også som blandet publikum.
Med denne her forestilling kan I trygt invitere samtlige beboere i området – også dem der endnu ikke taler særlig meget dansk.
I forumteater er det publikums idéer og tanker er der skaber forandringen i spillet. Publikum skifter mellem at grine af skuespillerne, reflektere over nye handlingsforslag og selv gå på scenen for at ændre handlingen til det bedre. Og ligepræcis kombinationen af handling, reflektion om positiv forandring og humor, er en vidunderlig cocktail når det gælder borgerlyst og dialog.
———————————————————————————————————————-
Du står i en park. En person der passerer forbi smider en pizzabakke og en flaske midt på græsset lige ved siden af skraldespanden hvor du står.
Siger du noget?
Du står og venter på bussen. De to unge foran dig står og taler højlydt racistisk om den ældre herre der sidder lidt derfra på en bænk.
Gør du noget?
Hvornår, hvordan og hvorfor blander du dig, når du har rollen som vidne i hverdagens dramaer i det offentlige rum?
Det sikreste er selvfølgelig at gå i en lang bue uden om alle konfrontationer, men nogen gange kan man spørge sig selv “Hvor ligeglad gider jeg være og stadigvæk være her?”