Sammenligneligt med den måde, det måske føles at have hele verden og et utal af både muligheder og valg foran sig, så er første akt som passiv beskuer noget værre rod i ‘Hvad kan jeg blive?’

Scenen er en spilleplade, hvor publikum selv udgør brikkerne. De skal gennemleve et liv på syv minutter, så der skal tages en bunke vigtige livsvalg i en vis fart. Døre åbnes og lukkes, terninger kastes, og er man uheldig at trække et zombiekort(!) er det ned på knæ og prøve at fange så mange man kan til samme skæbne.

Det er med andre ord hektisk gruppearbejde på en scene, krydret med lidt fjolleri, og som anmelder må man blot notere sig, at det fungerer formidabelt som ’icebreaker’ de unge imellem.

Seancen sluttes af med, at hver gruppe skal performe et livsmotto, hvor der gives point til ’den lækreste attitude at gå gennem livet med’. En opgave der umiddelbart virker ret abstrakt for mange, og her imponeres man fra start over instruktør og spilleder Birthe Blåbjerg Jakobsens elevtække.

Med sin afvæbnende, inkluderende facon sætter hun krav til både seriøsitet og kreativitet, mens hun samtidig får skabt så uformel og tryg en stemning, at alle tør kaste sig ud i at optræde med deres påhittede slogans.

Andet akt – traditionelt teater

Helt komfortabelt får vi alle lov at være publikum i andet akt, hvor dørene igen er centrale i den ellers så enkle opsætning. Symbolikken er til at få øje på, som de går op og i, mens de tre skuespillere, der klarer samtlige roller, stiller funderende spørgsmål ud i salen: ’Er det mig der tager valgene, eller er det valgene der tager mig?’ og ’Bliver et valg bedre af at blive truffet med fornuften?’

Herpå går det over stok og sten med både sjov og alvor i form af tre stereotype, men derfor også vældig genkendelige, ungdomsscenarier. Tvivleren Casey (Morten Klode) har mere end almindelig svært ved at vælge, hvad han vil i livet. Alt fra frisør til rumforsker er i spil, og når moderen med ildhu går op i, om han mon vil have sin tomat i skiver eller både, bliver der virkelig overload af valg for den følsomme, forvirrede fyr.

Mark derimod er en lidt utilpasset, ikke så boglig fyr, der alt for nemt ender i ballade med hash og kriminalitet, hvis ikke han tager sig sammen.

’Tror du de ansætter en, der ikke har lært at svejse OG hedder Brian?!’, lyder det kontant, og pludselig vil dørene ikke åbne sig for ham, men rykker væk. Malte Frid-Nielsen tilfører figuren godt med aggression og uadrettet kant og gør mødet med den arrogante, fortravlede studievejleder (Morten Klode) decideret sprængfarlig.

Endelig har vi den dygtige Katrine (Maria La Cour) med lutter 12-taller. Hun drømmer selv om musik og efterskole, men har en far, der synes, at hun skal i praktik hos Mærsk og videre på CBS.

Den udtalte ’carpe-diem-følg-dit-hjerte’-logik er her næsten for meget, for faderen vil jo trods alt sin datters bedste, men mon ikke også det var blevet behandlet, hvis vi var vendt tilbage til hende. De særlige teatervilkår sætter nemlig ind igen.

Efter klapsalverne er det ikke slut. Så langt fra. I plenum følges der op på stykkets problematikker, og så skal publikum vælge den figur, de finder mest interessant.

Rørende publikumsdeltagelse

Tredje akt går således med en Casey-revisited.

Casey-figurens strabadser gennemspilles igen, men denne gang – ganske angstprovokerende – kan publikum påvirke handlingen ved selv at gå på scenen og ændre det, de synes, der skal ændres. Der kan uden videre pauses eller spoles tilbage, så scenariet kan genspille sig med andre aktører, og deltagelsen fra publikum går fra det træge til det aldeles rørende.

Alle i lokalet ender med at være imponerende investeret i Caseys dilemma, og selv rødderne nede bagved lokkes ud af busken takket være spillederens evner som engagerende rottefænger.

’Hvem kan man egentlig få hjælp fra?’ tænker hun højt, og alle, der har et bud, ender på scenen. ’Er der for mange eller for få valg i jeres liv?’, spørger hun også ledende, og lidt som med Katrine bliver vægten på lyst fremfor fornuft lige nok efter denne (åbenbart meget voksne) anmelders smag.

Forældre skal dog både håndteres og tvinges til at lytte, forstår vi på eleverne, og dertil bliver det tydeligt, at de har humor. Charmerende obstruerer og fjoller de afsted, men stort set hele tiden på stykkets præmisser.

Eleven der spiller rådgiver fra børnetelefonen, fortæller eksempelivs fnisende Casey, at han er nødt til at få sin mor til at holde kæft.

’Har du ligesom nogensinde sagt hold kæft til din mor?!’ spørger Casey lettere chokeret, og vupti får eleven rollen som ham overfor den pylrede mor (Maria La Cour), der selvfølgelig bryder helt sammen over sønnens hårde tone, så han bliver nødt til at trøste og glatte ud og dermed tage scenariet seriøst.

Overordnet har de fleste elever dog svært ved at omsætte deres ideer til overbevisende skuespil, og de skal have point for overhoved at prøve. Kontrasten til de ’rigtige’ skuespillere i det medrivende andet akt og deres improvisationskompetencer overfor elevernes i tredje er næsten pinagtig stor, selvom de gør, hvad de kan, for at fodre eleverne med et modspil, der kan lette vejen for deres argumenter og alternative scenarier.

Teaterdelen trumfes på den måde af de fælles overvejelser og det overordnede pædagogiske sigte, men der er ingen tvivl om, at de unge går hjem med værdifuldt stof til eftertanke, og ’Hvad kan jeg blive?’ anbefales varmt til især de ældste folkeskoleklasser.